Posts Tagged ‘Selleri’

Aftensmadsnemisis

Altså, jeg har det jo ikke så godt med knoldselleri. Et ordentligt ondskabsfuldt et havde efterhånden ligget i en måneds tid i køleskabet, og samtaler om aftensmad med manden var efterhånden blevet til “blah blah blah boller i selleri blah blah blah”. Jeg håbede faktisk lidt, at den ville mugne. Jeg er stor modstander af madspild, men hører selleri i virkeligheden under kategorien mad?

Jeg er ikke nogen fan af boller i selleri. I kantinen kalder de det “Erotik i urtehaven”, men det bliver det ved gud ikke mindre klamt af.

Men i aften skulle det så være. Jeg besluttede mig for at følge opskriften til punkt og prikke. Ofte har jeg lyst til at lave noget om (som …. øøøøh… f.eks. undlade sellerien) men så kommer det hele bare til at smage ens. Af en eller anden grund skulle der en masse porrer i, så jeg snittede porrer.

Porrer til venstre, ondskaben selv til højre

Sellerien blev skåret i meget små tern. Jeg smagte på den rå, og den smagte faktisk af ingenting.

Fintsnittet ondskab

Jeg lavede kødboller og grøntsagerne blev kogt i vandet. Opbagt sovs og det hele deri.

Det færdige produkt

Det smagte virkelig ikke af særlig meget. Mest af porrer, lidt af kødboller og opbagt sovs og en lille smule af selleri. Måske var det en fuser-selleri, jeg havde fået. Manden kunne godt lide det, men han syntes det skulle smage mere af selleri. Betteskiden åd som sædvanlig, men han spiser også tilbudsaviser og jord, så det tæller ikke rigtig. Jeg syntes selv, at det var tåleligt. Men man skal vist også smage noget 10 gange, før man kan lide det. Så har jeg kun en 7-8 gange med boller i selleri tilbage, før det bliver til ægte kærliged…