Posts Tagged ‘Pandekager’

Pandekager med surdej

For et par år siden boede jeg i USA. Der laver de (underligt nok!) amerikanske pandekager, og dem er jeg ret vild med. De er vist ikke ret sunde, så jeg besluttede mig for at finde på en sund version. Min version laves med den tyndflydende “Meyer surdej”. Surdejen gør at næringsstofferne i kornet er lettere at optage i kroppen, og pandekagerne bliver lettere at fordøje. Man kan muligvis få et lignende resultat med et surmælksprodukt.

Pandekagerne er ikke søde, men jeg synes de smager godt. Min mand synes de smager godt, men kun med syltetøj på.

Ingredienser:

  • 2 dl  valsede gryn (jeg bruger som regel 1 dl byggryn og 1 dl havregryn)
  • 2 dl groft mel (jeg blander frit grahamsmel, groft spelt, groft ølandshvede, og boghvedemel)
  • 1 dl surdej eller surmælksprodukt (f.eks. youghurt eller kefir)
  • vand
  • 1 æg
  • mælk
  • 1 knsp salt
  • 1-2 spsk sukker (jeg bruger muskovadosukker)
  • 1 tsk bagepulver (hvis ens surdej er lidt doven)
  • smør eller kokosolie til stegning

Aftenen før blander jeg gryn og mel med 1 dl surdej og vand nok til at melet og grynene blive våde.

Gryn, mel, surdej og vand aftenen før

Det hele står tildækket ved stuetemperatur i 12 timer:

Blandingen næste morgen. Surdejen gør at blandingen er hævet og fyldt med bobler.

Æg, sukker og salt røres i dejen. Der tilsættes mælk indtil man har fået den rigtige konsistent (jo tykkere pandekager man vil have, des mindre mælk). Hvis ikke man har en meget livlig surdej, der laver mange bobler, kan man tilsætte 1 tsk bagepulver. Så er der garanti, for at pandekagerne hæver.

Pandekagerne steges på panden i smør og/eller kokosolie indtil de er gyldne. Spises med syltetøj, frisk frugt eller bare uden noget til.

Pandekage!