Posts Tagged ‘Bønner’

Rugbrød Redux

Jeg har skrevet om rugbrød før, men jeg synes jeg er blevet en del bedre til at bage det gennem tiden. Jeg har også eksperimenteret lidt med “reste rugbrød”, dvs. rugbrød med diverse rester (a la “Stop Spild af Mad“) . Derudover er jeg lidt fascineret at at forsøge at få brød til at indeholde komplette proteiner (dvs. en samling af proteiner der indeholder alle de nødvendige aminosyrer). Bønner og korn komplementerer hinanden rimelig godt i den sammenhæng, derfor inkluderer jeg bønnerne.

Nedenstående er bare et eksempel på en opskrift. Den kan varieres uendelig meget og smager rigtig godt. De vigtigste pointer er den lange hævetid med surdej og korrekt tilberedning af bønnerne i dejen.

Resterugbrød

Resterugbrød

 

Ingredienser (ca. 1 rugbrød, måske lidt mere):

1 dl våd surdej

5 dl vand

150 gram hele eller knækkede kerne (f.eks. rug)

2 x 75g frø (f.eks. hørfrø, græskarkerner, solsikkefrø, sesam)

ca. 1 dl grøntsagsrester (jeg bruger pulp fra min juicemaskine og en tsk tørret brændenælde)

ca. 1 dl bønner kogte bønner (fermenteret i 24-48 timer med lidt surdej ved stuetemperatur og derefter kogt i friskt vand i mindst 1 time)

andre rester (jeg brugte nogle hjemmelavede kiks, der nok ikke ville blive spis)

Rugmel (mængden varierer meget afhængig af dejens vådhed og melets sugeevne, jeg bruger nok ca. 1 kg svedjerug)

1 tsk salt

Olie til smøring af forme (jeg bruger raps eller olivenolie)

Kogte mungbønner til mit brød

Kogte mungbønner til mit brød

Dag 1

– Sæt kernerne og frøene i brug med ca. 1/2 dl rugmel + surdej og vand

Dag 2

– Opløs gæren i blandingen fra dag 1

– Hak “rester” og grøntsager fint og bland det i blandingen

– Tilsæt alle andre ingredienser og rør godt sammen

– Dejen skal være fast og ikke for våd, men skal stadig være lidt klistrer (det er svært at forklare)

– Dejen presses ned i en rugbrødsform og hæver natter over

Dag 3

Prik brødet med en strikkepind så CO2 kan komme ud og brødet ikke sprækker.

Bag brødet v 180 grader (160 i varmluft) i ca. en time og stil det til afkøling.

Rugbrød med kerner, frø, bønner og "rester"

Rugbrød med kerner, frø, bønner og “rester”

Surdejsrugbrød holder sig rigtig godt fordi surdejens syre giver dårlige vækstmuligheder for de fleste bakterier og mug. Dette rugbrød er også nemt at fordøje og mineraler etc. er lette at optage pga. den  lange hævetid med surdej og fordi bønnerne er let fermenterede – dvs. ingen bønneprutter!

Bacon Cassoulet

Dette her smager virkelig godt, og det er super enkelt at lave. Det kan også være hurtigt, hvis man har kogt bønnerne i forvejen.

Et smukt stykke bacon fra øko-gris

Ingredienser (til 2 voksne og en baby)

  • 200-300g røget øko-bacon.
  • 2 dl tørre, hvide bønner
  • 1 kvist timian eller anden krydderurt
  • 1-2 løg
  • peber

Bønner stilles i blød i ca. et døgn, skylles godt og koges i vand med timian i ca. 1 time. Vandet hældes fra.

Bacon skæres i strimler og steges på panden indtil det er sprødt. Imens hakkes løgene. Baconstrimlerne tages op og ca. 2/3 af bacon-fedtet hældes fra (det kan man bruge til at stege noget andet i). De  hakkede løg steges i bacon-fedtet indtil de er møre og klare i farven. De kogte bønner tilsættes og de hele steges sammen i et par minutter. Der smages til med peber (salt er som regel ikke nødvendigt, da bacon er ret salt). Retten kan serveres med kartofler, salat eller dampede grøntsager.

Den færdige ret

Afrikassen

Jeg var lige ovre hos Henriettes blog og læse om bønner, og så kom jeg til at tænke på, at jeg da skal skrive om Afrikassen. Det er en kasse fra Aarstiderne med bæredygtige varer fra Uganda. Altså en slags måde at støtte afrikanske bønder og spise bønner (hold tungen lige i munden der!). Her i krukken kan vi godt lide både bønder og bønner, så vi har investeret i en Afrikasse. Den kommer i sådan en flot papæske (som min oprydningsgale mand allerede har smidt i papgenbrug). Her er indholdet:

Bønner og andet godt

Min mand har allerede været i de tørrede ananas. De smager godt men meget sødt (for sødt til mig). Jeg tænker at nogle af dem skal overtrækkes med mørk chokolade og blive til julekonfekt. Så er der lidt chili, og det kan man jo altid bruge. Sesamfrø og nødder, en vaniljestang, en pose kaffe og en masse forskellige slags bønner, som nok kan bruges til de ting jeg altid bruger bønner til (gryderetter, tilbehør, bønne-spread, i fars). Jeg sætter altid bønner i blød i et døgns tid før jeg koger dem. Så bliver de lettere at fordøje (ingen prutter!) og sundere (kroppen kan bedre optage næringsstofferne). Læs mere om det i indlægget jeg nævnte i starten af denne post.

Der er også en lille bog med opskrifter, men den nåede jeg ikke at læse, før betteskiden spiste den. Faktisk måtte jeg grave en hel del sammentygget papir ud af ganen på ham, så det smagte åbenbart også godt.